En af os!

Anmeldelse af teaterdokumentaren Dansk Design Aalborg Teater, Lille scene. September 2010

Af Elin Andersen

Kan man forestille sig tre pæredanske mænd: Allan, Jørgen og Martin som bådflygtninge søge asyl i et muslimsk afrikansk land? Her hensygner de apatisk i et asylcenter gennem flere år, alene afbrudt af gentagne forhør, inden deres skæbne afgøres?

Nej vel! Men det kan teatret heldigvis forestille sig. Det er denne omvendte historie – spillet af Allan H. Jensen, Jørgen W.Larsen og Martin Ringsmose – der, monteret ind i fem nydanskeres beretning om deres eget liv i Danmark, gør forestillingen Dansk Design specielt interessant som teaterdokumentar. Vi er ikke i tvivl om, at hvad de danske asylansøgere kommer ud for i det fremmede, er hvad fremmede kan møde, når de kommer hertil i dag.

Scenen er som et tværsnit af en asylansøgers trange verden, skåret ud i tre afsnit. Til venstre er asylcentret markeret med to spartanske senge, afgrænset bag til af en skærm, hvor der af og til dukker billeder og tekster op. I midten og et niveau højere et køkken med trapper ned til et rum med en sofa af pænt dansk design – en’ lejlighed ‘og en platform for forskellige scenerier. Til højre fører en trappe op til et forhørslokale undertiden grelt oplyst. De medvirkende sidder på begge sider, når de ikke er på.

De nydanskere vi møder her, må siges at være rimeligt integrerede. ‘Offer’rollen må skuespillerne som danske flygtninge på tage sig at spille. Det er klogt disponeret. De nye danskere kommer alle fra Aalborg Øst og er ifølge teatret kontakter fra Trekanten et kulturelt mødested i bydelen. Som de beretter utvunget, er de kommet til Danmark af vidt forskellige grunde. Den ældste Baha, er politisk flygtning fra Syrien, han får asyl i 1990, flytter til Aalborg og får familien hertil. To er her på grund af kærlighed. Kareem fra Sudan og Elizabeth fra Uganda. Da Kareems danske kæreste får kolde fødder v ed hans ankomst, søger han asyl i 1999. Indi fra Sri Lanka kom hertil for at få en bedre uddannelse og bor hos en dansk familie fra han er 11 til han er 18 år. Nu er han næsten ingeniør og på vej tilbage til Sri Lanka. Også kurderen Nihal kom hertil som barn.

I eksil

Alle har gjort noget aktivt for at blive en del af det danske samfund: lært sproget, uddannet sig, deltaget i kulturelle aktiviteter. Trods det savner de den fulde accept. Ensomhedsfølelsen og oplevelsen af personlighedstab/forandring er gennemgående. Det er på en gang et mentalt og kulturelt dilemma, som kan opleves på mange niveauer – følelsen af at være i eksil. Det kan en dansk tilskuer let leve sig ind i.

Anderledes er det med de tre danske flygtninge i det muslimske Afrika. Deres skæbne spejler sig negativt i nydanskernes. De dukker op på midtscenen med deres sportstasker og beretter for hinanden om flugten, pengene der skulle skaffes, papirerne, der er væk, den farlige bådtur, hvor flere omkom. Også deres motiver til flugt er forskellige. En er lykkeridder de to er politiske flygtninge. Noget katastrofalt er sket i Danmark, forstår vi, hvor skoler bliver lukket og folk forfulgt af politiet. Landet de er kommet til flyder med mælk og honning – og kinesiske turister! De søger asyl.

De følgende scener fra asylcentret flettes ind i Kareems beretning. Allan og Jørgen ligger ørkesløst på sengene: Allan: “kl. 2 ryger jeg” Jørgen:” kl. 4 kigger jeg ud af vinduet”. Kareem gjorde præcist det modsatte ifølge beretningen, han var aktiv hver time på dagen. Værst er måske forhørene. En efter en sidder de i forhørslokalet under en stærk spot med en oversætter (Merete Mærkedahl) og en forhørsleder(Josef W Nielsen). Forhøret foregår på engelsk, der oversættes til dansk. Vi – tilskuerne – slipper ikke for det omstændelige. De samme spørgsmål om og om igen. De vedrører alle check af personlige data, de papirløse danskeres identitet. Mistænksomheden er grundlæggende. 

Joseph: “Any chrildren?”

Allan: “Ja en søn…jeg har også en datter på fire”.

Joseph: “Why didt’n he tell that in the beginning? Why did he first only mention his son?”

Desperationen vokser, når forhørsofret retter blikket op i spottens kamera, ser vi billedet af ham på skærmen.  Det fremtræder skizofrent asynkront. Martin afvises og deporteres. Allan og Jørgen får asyl og bliver familiesammenført. Parallelt i Kareems beretning får også han asyl efter 4 år i forskellige asylcentre. Han trives nogenlunde i Danmark. Allan og Jørgen derimod vantrives i Afrika: “De siger de vil integrere os. I virkeligheden vil de ydmyge os.”

Danmark dejligst!

Der er et tredje spor i forestillingen. Det er fortællingen om Danmark og danskernes opfattelse af sig selv og ikke mindst den politiske retorik om udlændinge. Det er Camilla G. Smedegaard og Jakob B Engmann, der står for den. De bryder jævnligt ind, illustrerende, docerende, diskuterende. Forestillingen bygger på den antagelse, at danskerne engang har været tolerante over for kulturel mangfoldighed og ikke mindst selvglade. Camilla og Jakob kan byde Baha velkommen i sofaen i 1990, servere mad for ham og fodre ham med vore fortræffeligheder, og så i øvrigt overlade ham til sig selv. Ti år senere ser det anderledes ud. Nu er Jakob og Camilla, som illuderer velmenende plejeforældre til Indi fra Sri Lanka, blevet krævende: “hvis du vil være en af os, må du blive som os”. Vi får en islamofobisk svada af typen: “min ven siger at de vil overtage landet”, bliver doceret i den absurde sprogtest, der kræves for at opnå statsborgerskab, og vi får serveret et krav om assimilation i stedet for integration – ala Krarup og Langballe i power point.  Det er næsten for meget. Mere virkningsfuldt er en kort associeret scene til assimilationsspørgsmålet mellem danske Jørgen og hans datter i det fremmede. Hun insisterer på at gå med tørklæde, fordi de nu er i et muslimsk land. Jørgen:” du mister din identitet ved at gå med det der “Merete: “men jeg får en ny”. Den er svær at sluge, men det er sådan assimilation har fundet sted: langsom tilpasning til den herskende kultur.

Hvem er ‘os’?

Efter at Elizabeth har givet scenografien kulør med sine afrikanske puder og figurer under sin fortælling løber de tre spor i forestillingen sammen og opløses på ganske finurlig vis. Jacob og Camilla opgiver deres autoritet som budbringere af danskernes forestillinger om de fremmede, idet de andre skuespiller kommer til. Spørgsmålet er: hvem er en af os – os der var her først – os der er hvide? Her får vi tillige et indslag fra teatrets egen virkelighed: skuespilleren Joseph er mulat, men dog ‘hvid’ for de andre. Trængt af nydanskernes spørgsmål: hvad så med mig? tyer skuespillerne til kerneværdierne, dem man må tilslutte sig for at være en af os: frihed, lighed, tolerance. Dem snubler de (naturligvis) i: vi kan kun tolerere intolerance, når den er rettet imod intolerance. “Vi bør ikke give nogen frihed til at vise, at de vil være fri for vores frihed”.

Det er vores forestillinger og fordomme på gulvplan. Morsomt selvmodsigende, men dog også åbent, søgende. Her burde forestillingen slutte. Uvist af hvilken grund præsenteres vi for nydanske Nihal, der er blevet troende muslim i Danmark. Hun har lært af Muhammed at elske alle mennesker – selv jøderne!- og kan belære sin mor om, hvordan hun dækker sit ansigt fuldstændigt til med sit tørklæde. Forestillingen har hidtil bevæget sig på det kulturelle og politiske niveau, optaget af det identitetsskabende perspektiv i integrationen. Det er det fine ved den.  Hvad skal vi med en sådan religiøs identitet, der kun kan virke indsnævrende og endda anbragt på ‘moralens’plads – dramahistorisk set?

Dansk Design lever som teater først og fremmest gennem de smidige og nuancerede greb, den fortæller med, hvor enhver gør hvad han og hun er bedst til, tilpasset redaktion og instruktion. Skuespillerne spiller roller, nydanskerne fortæller som de ’hverdagseksperter’ de er om deres eget liv i en stramt redigeret regi.

Koncept: Clemens Bechtel, Kjersti Hustvedt og Jens Chr. Lauenstein Led. Instruktion: Clemens Bechtel

Elin Andersen. Tidligere lektor i Dramaturgi ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet.

Se http://www.aalborgteater.dk/Default.aspx?ID=23515

Del med andre