Best Before  

Rimini Protokoll i Aarhus Festuge

Af Ida Krøgholt

Denne originalt tænkte forestilling – eller installation – lægger stærkt ud ved at lade publikum træde ind i cyperspace for at se egen udløbsdato i øjnene og følge nedtællingen mod due day skridt for skridt. Men forestillingen kan ikke helt beslutte sig for, hvilken form for teater, den vil være, og risikerer at blive oplevet som et stereotypt sisyfos-projekt snarere end som det virtuelle eksperiment med livets store spørgsmål, den lægger op til. 

Det første man møder i den berlinske kunstergruppe Rimini Protokolls installation Best Before er en trafikbetjent, kvinde, midaldrende, som fortæller om, hvordan hun lagde tilværelsen om. Oprindeligt var hun journalist men blev træt af at sidde ved tastatur og skærm og se distanceret på verden dag ud og dag ind. Hun ville gerne være i det, ville tættere på, og valgte et job som flagger, dvs. som trafik-dirigent. Nu tager hun hver dag del i en dynamisk storbys liv, skaber orden i trafikkens kaos og er oven i købet fri til at kunne være ude i al slags vejr. Med flag i hænderne og selvlysende sikkerhedsvest fortæller denne tilsyneladende veltilfredse kvinde om, hvordan hun nåede at lægge tilværelsen om, mens tid var, og med præcis gestus viser hun de fysiske handlinger, der er forbundet med det job, hun så omhyggeligt har udset sig. Sjovt nok er flaggeren den eneste prototype i denne forestilling, der ikke på en eller anden måde er forbundet med den computermedierede virtuelle verden, og det er sandsynligvis en pointe: hun er metropolens fysiske repræsentant. Pt. er hun dog engageret af Rimini Protokoll som såkaldt hverdagsekspert – ekspert i sin egen virkelighed. Hverdagseksperter er ikke skuespillere men er hyret med henblik på at demonstrere sagkundskab i Rimini Protokolls forestillinger. Hverdagsekspertens opgave ligner dog skuespillerens, da hun skal være så disciplineret, at hun minutiøst kan gentage sine handlinger foran tilskuere aften efter aften, og de rammer, Rimini Protokoll giver hverdagseksperterne at agere i, er derfor stabile og velstrukturerede. Best Before præsenterer i alt fire sådanne eksperter. Man møder foruden flaggeren en computerspilstester, en teatertekniker og en spilprogrammør, alle engageret i at fortælle om de valg, der har ledt til den hverdag, de nu indgår i. Det er en forestilling, der drejer sig om eksistentielle valgsituationer og om at tage sine valg op til systematisk overvejelse før sidste deadline. Men det handler om mere end de fire performere på scenen og deres eksistentielle forfatning. Forestillingen omhandler os, publikum, den er ikke bare lavet for os, den udføres også af os. Rimini Protokoll har designet et spil, som vi skal spille med hinanden, og efter at være blevet præsenteret for de fire personer, som skal lede os gennem installationens forskellige rum og faser, afsløres det at en mægtig projektionsskærm på scenens bagvæg er vores egen spilkonsol. Hver og en udstyres med en game controller, og så bevæger vi os ellers ind i forestillingens virtuelle 3D, der er så brugervenligt konstrueret, at selv undertegnede, der bestemt ikke kan brillere med veltrænet spil-kunnen, kan være med. Man får på skærmen tildelt en primitiv avatar, dvs. en grafisk figur, der har form som en smiley med arme og ben, som man selv er delvist herre over og har til opgave at guide gennem livet ved at styre avataren, som kan bevæge sig i forskellige tempi og agere horisontalt såvel som vertikalt, med sin controller. Avataren er personificeret med for- og efternavn. Ved spillets begyndelse vælger man på dens vegne nogle segmenteringsvariabler, som er bestemmende for dens sociale liv. Man kan fx beslutte, om ens avatar skal være opflasket som computerspilsbruger eller ej (med konsekvens for dens udseende), man kan bestemme dens køn, hvilket også markeres ved visuelle tegn, ligesom enkelte andre væsensforskelle afgøres og markeres her. De fleste valg er definitive, men nogle viser sig senere at kunne gøres om, fx får avataren på et tidspunkt mulighed for at skifte køn! Desuden tildeles den løbende sociale evner og udfordres socialt: en avatar kan forelske sig i andre, gifte sig, blive skilt og føde børn. Den tager politisk stilling, kan stille op til præsidentvalg og kan markere sin stemme. Den får mulighed for at akkumulere kapital og kan fx købe våben og ejendomme, købe og sælge aktier mm. Alt imens avatarerne på den måde udvikler deres individuelle og indbyrdes forhold, tages der også stilling til opbygningen af det univers, som skal indhegne deres færden. Mange af byggegrundens rammer sættes ved demokratiske flertalsafgørelser, fx for og imod abort, for og imod fri våbenbesiddelse, for og imod indvandring, for og imod ufrivillig militærtjeneste og andre spørgsmål af politisk og kulturel observans, der er med til at indkredse balancen mellem frihed og lighed i det virtuelle fælleskab.

Det sjove ved forestillingen og det, som i høj grad trickede undertegnede, var denne opbygningsfase, hvor byggegrunden blev forhandlet og udviklet, og hvor spillerne blev præsenteret for hinanden alias de personlige avatarer. De indledende manøvrer, hvor avataren skulle markere mening om fri abort eller frihed til våben har visse ligheder med den form for populations-undersøgelse, man har set udfoldet i andre af Rimini Protokolls forestillinger, hvor bestemte befolkningsgruppers synspunkter kortlægges, og hvor teatret kommer til at fungere som mediator for en gruppe menneskers kulturelle diskussion. I Best Before blev meningsmålingen af publikum brugt til at definere spillets rammebetingelser, som publikum dermed var med til at sætte i fællesskab. Men det geniale ved forestillingen var ikke bare at man som tilskuer fik lov at agere, det var mindst ligeså pirrende, at man som tilskuer kunne iagttage, hvordan ens egen kulturelle identitet, sammenvævet med avataren og med medspillernes, blev forhandlet. Selve spillet stod dog ikke rigtig mål med disse potentialer, og det kunne være svært at holde gejsten hele vejen indtil det tidspunkt, hvor avataren havde udspillet sine 100 år.

En overordnet udfordring for denne forestilling synes at være, at når der bliver spillet for fuldt hus, involverer forestillingen 200 tilskuere, og det kræver selvsagt skarpe systematikker at skabe overblik over 200 avatarer på samme, ganske vist veldimensionerede, skærm. Så skønt Rimini Protokoll er specialister i at strukturere overskuelige rammer for hverdagseksperterne i deres forestillinger, som fx i 100 % Berlin/Wien, hvor 100 mennesker præsenterer sig selv på scenen i visuelle kategorier og rammer, kunne man som deltagende tilskuer i denne forestilling blive desorienteret og risikerede at tabe sin avatar af syne i det komplekse massebillede. Man kunne derfor overveje, om programmørerne i højere grad skulle have udnyttet muligheden for at lade forskellige former for subkulturer opstå i det store multikulturelle og dynamiske skærmbillede. På den måde ville avatarerne indgå i visuelt mere overskuelige enheder uden nødvendigvis at blive frataget interaktionsmuligheder. Flere undergrupper kunne også give et mere nuanceret blik på masserne, der trods personificeringerne kom til at lide under ret trivielle fremstillinger. En anden martkant svaghed ved spillet var, at det var funderet på en lineær logik men savnede det mest elementære i den lineære dramaturgi: spænding. Man styrede som sagt avatarernes livsforløb fra vugge til grav, og tidens gang blev klart manifesteret via en kalender, som gik fra 0 til 100 år, og som med passende intervaller fik revet sider af og blotlagde, hvilken alder avatarerne nu havde opnået. Problemet var blot, at avatarernes handlingsmuligheder og konfliktpotentialer inden for de tidsmæssige intervaller og de rammer, programmørerne havde afstukket, ikke var påtrængende nok og heller ikke var spændt stærkt nok op, fx omkring en fælles engagerende grundkonflikt, til at kunne holde liv i installationen som lineær fortælling.

Forestillingens problem kunne hænge sammen med en uafklarethed omkring, hvorvidt dette er tænkt som teater ind i computeren eller computer ind i teatret. Uafklaretheden er selvfølgelig tilsigtet, da der helt bevidst er arbejdet med både envejs- og synkron kommunikation, og da det også er i kraft af vekselvirkningen mellem oplevelsen af at interagere i spillet og den samtidige mulighed for at være betragter, der synes at være humlen i forestillingen. Men en distinktion måtte dog have været en hjælp i planlægningen af konceptet, for det blev aldrig rigtig til teater af os tilskuere, idet udfordringerne og mulighederne for at reagere var for få. Det blev heller aldrig helt velfungerende som teater for os, dertil var grafikken for utydelig og repræsentationen for triviel. Til gengæld skal det fremhæves, at hverdagseksperternes måde at føre tilskuerne frem mod deltagelsesniveauet og deres ledelse af spillet undervejs fungerede eksemplarisk, integrerende og inspirerende – her finder vi netop Rimini Protokolls speciale. Derfor lykkedes det rent teknisk at gøre os tilskuere til brugere af mediet under hverdagseksperternes kyndige vejledning, og som i teater med tilskuere fik man en vis indflydelse på produktet og blev derved engageret, i hvert fald i visse faser. Hvor man blev vejledt under opbygningen af det teknologiske fællesskab, var forestillingen derimod kynisk og usentimental i sin indstilling til cyperspace, hvilket lagde en befriende ironisk betoning på spillet men dog var med til at begrænse legen, hvad man især fik at føle, når man røg i fængsel eller hvis éns avatar døede før due day. Blev man ramt af uheld eller opførte man sig umoralsk, blev man slået nådesløst hjem, præcis som i ludo, men uden en chance for at komme på banen igen, og ovenikøbet tvangsindlagt til at iagttage de andre spilleres til tider sisyfosagtige spil. Der var med andre ord ikke indtænkt nogen tilskuerposition for de døde, og at være død når pointen er deltagelse, er der nu begrænset sjov ved.

Del med andre

Comments are closed.