Hamlet

Af Erik Exe Christoffersen

Anmeldelse af Hamlet på Kronborg slot. 17-22. august 2010. Iscenesættelse af Thomas Ostermeier (Schaubühne Berlin)

 

Scenen er en pløjemark. Den er vel 10 gange 20 meter. En kæmpe kasse fyldt med jord. Et pløre og et ælte som er tungt at bevæge sig i fordi det regner. På denne mark er der en platform eller en bro som går fra side til side med et transparent perleforhæng som scenetæppe. Bag dette er scenen indrammet af Kronborgs mure og vinduer. Platformen er et par meter bred og mobil. Den køres eller skubbes hen over pløjemarken. På platformen er der et langbord med hvid dug og stole som står frontalt for tilskuerne. Her udspilles hofscenerne og fx scenen i dronningens soveværelse. Foran på marken udspilles de scener som handler om døden og graven.

Forestillingen begynder med begravelsen af den gamle konge. Kisten står fremme på scenen indhyllet i plastik, der blafrer i vinden. Gravfølget kommer ind, mens en af skuespillerne står med en vandslange som sørger for at regnen styrter ned. De folder paraplyer ud og samles ved graven, hvor graveren har mere end svært ved at få kisten i jorden. Det ender med, at han selv falder i graven op til flere gange. Herefter trasker familien tilbage til platformen og efterlader en fedladen Hamlet med fedtet hår liggende med ansigtet i pløret.

  Næste scene udspilles på platformen. Det er lige efter bryllupet. Dronningen er i hvid elegant buksedragt med solbriller og danser til rytmisk popmusik. Resten spiser. Leartes fyrer en skyder af. Det ligner en gangsterfamilie med en usikker Claudius, som den nye Godfather. Han taler som de øvrige, bortset fra Hamlet, i håndholdt mikrofon.

Hamlet ligger stadig i pløret og videofilmer sine medspillere. På perleforhænget ses de sort/hvide billeder. Håndholdte som fra en italiensk avantgardefilm i 60erne eller en aktuel dogmefilm. Sekvensen viser Hamlets surrealistisk forvrængede syner.

Realitet og fiktion

Teatermediet er bundet til rum og tid og til en konkret relation mellem tilskuerne og skuespillerne. Det er teatrets realitet. Tilskuerne kan i princippet røre ved skuespillerne og de kan selv berøres. Samtidig frembringer opførelsen et fiktionelt univers som er mere eller mindre sammenhængende..

Det er ikke meget ”kongeslot” over denne bunke jord som omgives af Kronborg (selvom forestillingen ikke er skabt til dette rum). På samme måde er der ikke meget ”prins” over denne Hamlet, som nærmest suges ned i jorden og sumpen.

Det er det, som karakteriserer denne iscenesættelse og som fungerer vældig fint. Jordbunken er både et tegn på døden og en konkret forhindring, som skuespillerne kæmper med: Falder om i, begraver sig i, voldtages i og svines til af, alt i mens forestillingen frembringer tekstens univers og det virtuelle Kronborg.

Også skuespillerne fordobles, idet Judith Rosmair både spiller Gertrud og Ophelia, mens Urs Juncker spiller Claudius og genfærdet. Alle er også en anden. Lars Eidinger spiller kun Hamlet, men pludselig er viser der sig en helt anden krop bag masken. I teater-i-teater-scenen, hvor skuespillertruppen hos Shakespeare spiller ”Musefælden”, har Hamlet selv overtaget hele instruktionen og spiller sammen med Horatio i nøgen overkrop. I rollen bliver Hamlet en slags karikatur af Gertrud, en sminket kvinde med paryk, som forgifter ”Kongen”. Hamlet-skuespilleren har i scenen en helt anden plastisk gang og en muskuløs trænet krop end den vi blev præsenteret for i åbningsscenen. Efter spillet-i-spillet ifører skuespilleren sig igen en krops-maske med vom og hængebryster. Det er vulgært, men det peger alt sammen på dobbeltheden af realitet og fiktion.

Hamlet er skuespiller på mere end én måde. Hamlet både en slasket fyr og en adræt og dynamisk skuespiller. Han spiller teater, han er ved at blive vanvittig og han søger efter sin rolle som foranderligt subjekt. Og spørgsmålet er: hvem han egentlig er bag maskerne, bag rollen, bag videoprojektionen? Hamlet er både træg, handlingslammet og resolut, som da han griber en maskinpistol og majer Polonius ned, så han hænger og dingler i perleforhænget. Han er den drivvåde og tilsvinede prins med kronen omvendt på hovedet som en nar.

Og bag rollen er der en skuespiller som i dette tilfælde undertiden afbryder ”spillet” og venter på at slotsklokkerne skal slå færdig, ser op på den elektroniske oversættelse over scenen og konstaterer, at spillet hedder ”Musefælden”, ser på tilskuerne og tiltaler dem direkte. Han forfølger oven i købet et ældre par, som forsøger at luske ubemærket ud før femte akt. ”Hvorfor går I? Det regner ikke engang så meget som i går!”. Han får tilskuerne til at råbe med.

Det dobbelte teater

Teatret er altså til stede på mange niveauer. Stykket spilles af blot seks skuespillere som fordobler rollerne. Det skaber en vis afsmitning mellem rollerne og nogle spændende spring fx fra Gertrud til Ophelia. Claudius ligner den gamle konge. Og moderen er ligesom elskerinden. Hamlet er både fed og mager, handlekraftig og depressiv, han er skuespiller på en pløjemark som også er Kronborg, han citerer Shakespeare og ikke mindst dødsscenen er en form for komisk, absurd langtrukken farce, hvor Hamlet næsten ikke kan tale rent og bliver tilsyneladende stadig mere vanvittig. Sådan er alt teater dybest set en komedie og i slutningen står Hamlet helt fremme ved scenekanten. Platformen kører frem mod ham så han har perleforhænget i ryggen Han siger: ”Resten er stilhed”. Black out.

Det postdramatiske teater

 Det er postdramatisk teater når det er bedst. Det er både inspireret af Shakespeare og af Heiner Müllers genskrivning Hamletmaskinen (1977). Forestillingen benytter en væsentlig del af Shakespeares tekst men tager sig samtidig store friheder. Monologen om ”at være eller ikke-at være” kommer oven i købet tre gange og er med til at indlede forestillingen, mens Hamlet filmer sig selv. Samtidig skaber forestillingen et rum, som farver teksten uden at fortolke den litterært. Forestillingen er derimod meget fysisk og udpeger kroppen som falder til jorden, ender i jorden og bliver jord. Det centrale bliver det absurde forsøg på at erobre og spille teater på denne pløjemark, som både er en konkret scene med vanskeligheder og muligheder og en metafor for et regnfuldt Europa. Teatret som realitet og fiktion. På den måde handler forestillingen både om Shakespeares teater, det postdramatiske teater og modernitet som teater. Forestillingen lader på mange måder teksten være ufortolket men er til gengengæld yderst virksom i forhold til at skabe en række kommunikative effekter lige fra den slapstick-agtige indledende gravscene med melankolske paraplyer, til den gangsterfilm-inspirerede nedskydning af Polonius og til Hamlets dragshow.

Det vil muligvis støde nogle, som har deres subjektive fortolkning af teksten. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet: Hvordan læser man Hamlet og hvordan omsættes stykket til teater? Hvad ville Shakespeare selv? Hvis man læser en af de nyere bøger om manden (Bill Bryson: Shakespeare, Gyldendal Bogklubber 2009) er det slående, hvor lidt man faktisk ved om Shakespeare og hans liv. Det har så til gengæld giver anledning til mere eller mindre fantasifulde gisninger: Shakespeares stykker blev måske skrevet af en anden, fordi det lidt man faktisk har dokumenteret, ikke tyder på en særlig genial digter. Den endelige positionering af Shakespeare er således ikke fortaget og forbliver formodentlig et åbent spørgsmål. Men denne ubestemthed gør sig også gældende i Hamlet, som ”lider” af en række tvetydigheder hvor alt er i spil. Alle scenerne har en ubestemthed fordi afsender og modtager er tvetydige. Det gælder Genfærdet, Claudius, Gertrud, Ophelia og ikke mindst Hamlet selv. Det er krise kommunikation, hvor det er uklart hvem der taler til hvem, hvem der er ven eller fjende og hvem der måtte være tilskuer til den førte dialog. Den kommunikative teatersituation ”er ude af sig selv”. Kun et er sikkert: vi ender alle i jorden. Hamlet er så at sige dømt til at tage farve efter sin kontekst, sine omgivelser, sine medspillere, scenen og i sidste ende publikum. Denne Hamlet spiller på dette vilkår, som man også kunne kalde modernitetens teatrale vilkår.

Reference:

Bill Bryson: Shakespeare, Gyldendal Bogklubber 2009

Del med andre

Comments are closed.