Torgeir Wethal – en reflekterende skuespiller

Af Erik Exe Christoffersen

Torgeir Wethal (1947 – 27.6. 2010) var i en alder af 17 år med til at grundlægge Odin Teatret sammen med Eugenio Barba og tre unge skuespillere. Det var i Oslo i 1964. Hans liv handlede hele vejen igennem om teater og hvis ikke det var blevet Odin Teatret var han formodentlig endt på et mere klassisk teater. 

Wethal levede med og i Odin Teatret i 46 år. Han var med i Odin Teatrets første forestilling. Han flyttede med teatret til Holstebro i 1966 og har siden spillet i samtlige Odin Teatrets store forestillinger. Han har lavet film om teatrets forestillinger og byttehandler, vist arbejdsdemonstrationer og undervist et utal af unge teaterinteresserede i teatrets montageteknik. Han deltog i teatrets langsomme transformation, som både forandrede Odin Teatret og medvirkede til en forandring af teatret som kunstart, som social relation og som laboratorium. Teatrets transformation betød også en kontinuerlig udvikling af Wethal selv som teatermenneske.

Den viden han opbyggede er uerstatteligt for Odin Teatret og for dansk teater. Wethal var hverken danser, sanger eller musiker. På den måde adskilte han sig en del fra de øvrige skuespillere på Odin Teatret. Han var derimod den reflekterende skuespiller, som utrætteligt tog stilling til forestillingens dramaturgi, tilskuerne, skuespillernes handlinger, kort sagt alt hvad der skete i rummet. Og gennem denne refleksion og stillingtagen opbyggede han sin ”figur” med en præcis undertekst. For tilskueren kunne det se ud som om, han fremstillede figurer som Kaspar Hauser, Dostojevskij, Brecht, Marco Polo, Dværgen, Che Guevara, Odysseus, den falske Messias eller Sabbatai Zevi, Hamlet, Graveren, Faust og Manden-der-ikke-ville-dø som både en Kristusskikkelse og Dionysos. Det gjorde han selvfølgelig også, som det fremgår af programmerne, men der var ikke tale om psykologiske portrætter eller fortolkninger. Hans fremstilling var baseret på forskellige måder at reflektere situationens her og nu. På den måde var han med til at fastholde og ryste tilskuerens perspektiv og hans sceniske skikkelser var ofte en form for centrum i forestillingerne. Han hold dem så at sige sammen gennem sine refleksioner, og også i scener, hvor han var bifigur, viste han sin iagttagelsesmåde for tilskuerne.

Han var optaget af denne mentale kraft som i fysisk ubevægelighed alligevel var totalt dynamisk. Der var på ingen måde tale om improvisation, enhver handling og mindste blink med øjet var præcist fastlagt, enhver detalje som fx blot at række hånden ud efter et glas vand, se gribe om glasset, se op, hæve armen var undersøgt med hensyn til udstrækning, hastighed, blikretning, intention, rækkefølge, modstand etc. Alle Wethals skikkelser var unikke og baseret på forskellige deltaljerede fysiske og mentale partiturer.

Følgende video viser meget tydeligt Wethals funktion og placering i forestillingens dramaturgi.

.  

 I de fleste forestillinger var der momenter, hvor det virkede som om han slap tøjlerne og eksploderede som i en form for ekstase: blodet bankede i pulsårerne, ansigtet blev rødt som om han indvendigt og mentalt var i færd med at løbe en 100 meter spurt eller løfte en ubærlig sten, for så pludselig at smide det hele og svæve væk . I videoen ses et eksempel på Wethals eksplosion i rollen som Brecht.

 Wethal var en skuespiller som på den ene side var unik, sær, uforståelig, både fantastisk morsom og melankolsk. Han var evigt søgende og stædig, som havde han uendelig tid til at prøve, fejle, prøve om igen. Han havde en grænseløs tålmodig. Samtidig var han gruppens sammenhængsskabende kraft og insisterede på gruppens gensidige respekt. I programmet til Andersens drøm (2004) har han beskrevet den kreative proces og jagten på det, han kalder ”sprukne spejle”. Det er en beretning om kampen mod panik, ensomheden i arbejdet, faren for klichéer, vaner og ladheden, kampen for at vække ”min nysgerrighed og fantasi” og skabe adgang til ”andre virkeligheder, andre håb, nedværdigelser, drømme og raseri”. Wethal skriver, at hans første tanke i forhold til temaet H.C. Andersen var: ”Andersen, 2. sal til højre”. H.C. Andersen var på ingen måde en let opgave og Wethal beskriver et arbejde, som kræver en enorm selvdisciplin:

”Det vi arbejder på, behøver ikke at have en forestillings logik, det kan godt have løse ender, men det skal helst have det, som en forestilling indeholder, inklusiv sårbarhed – det skjoldløse øjeblik, hvor vi ikke skjuler os bag vor dygtighed. Kan man nå frem til det alene?” (Program til Andersens drøm, Odin Teatret 2004)

Wethal lavede en række fantastiske film om Odin Teatrets rejser og forestillinger. Han deltog i prøverne på teatrets kommende forestilling Det kroniske liv til maj 2010, og her tegnede der sig en usædvanlig og original figur delvist baseret på fragmenter fra tidligere forestillinger men stadig reflekteret ind i denne nye kontekst. Der er mange ting jeg får lyst til at spørge ham om.

Mander-der-ikke-vil-dø (Torgeir Wethal): ”Jeg leder efter landet, hvor man ikke dør.

Dørvogteren (Jan Ferslev): Du er kommet frem. Her ophæver vi tiden, for dette er et teater, og som du ved, i teatret manipulerer vi tiden som en harmonika. (synger) Timerne forlænges til dage og årene bliver til sekunder. Ingenting er lettere end at lade forskellige tider brede sig ud samtidigt og i alle mulige retninger” (Program til Kaosmos, Odin Teatret, 1993).

Videoen viser Wethals opfattelse af forskellen mellem dans og teater.

Del med andre

Comments are closed.