En tværfaglig anmeldelse af Hotel Pro Formas Darwin elektro-opera med musik af The Knife, libretto af The Knife, Mt. Sims, Charles Darwin og scenisk design af Hotel Pro Forma

 

Af Erik Exe Christoffersen, Peter Brix Søndergaard og Ansa Lønstrup

Denne anmeldelse har karakter af en mosaik, hvor vi hver især fra nogle forskellige faglige synsvinkler belyser forestillingen. Vi tilstræber ikke en syntese, men lader de enkelte afsnit om dramaturgi, visualitet og lyd stå for sig selv. De er ikke sammenskrevet men i rækkefølge i forhold til ovenstående signaturer.

Baggrund

Hotel Pro Forma (1985) er et konceptteater med omkring 60 forestillinger og eksperimenter bag sig. Det er et kontinuerligt tværmedialt kunstprojekt, som befinder sig mellem teater og kunst. Genrer, former, traditioner og temaer afprøves på en måde som kombinerer en æstetisk og filosofisk erkendelsesmåde, som ofte mimer en naturvidenskabelig distance i sin undersøgelseskonstruktion. Der er ingen fast scene eller ensemble men et stort værksted, “et hotel”, hvor midlertidige projekter og eksperimenter afprøves. Det er et laboratorium, som skaber en række forskellige iscenesættelser, som alle er en form for interaktion mellem form, materialer (performer, objekter, tekst, lys), tid og rum samt tilskuernes reception. Det er kunst iscenesat som midlertidige systemer af regler og adfærdsmønstre.

Teatret er langt fra en sprogligt fortolkende position. Det er ikke betydningen, som er udgangspunktet, men materialer og former som bringes ind i nye sammenhænge og som derigennem begynder at tale og handle nærmest af sig selv. De emergerer og skaber nye mønstre – som naturen selv gør det. Laboratoriet undersøger gennem en renselses-metode tilskuerens perception. Derfor er der også tale om en vanskeliggjort adgang, fordi den er uvant og anderledes. Fx ved ikke at være plotbaseret. Der kræves noget af tilskueren. Værkerne er både autonome og relationelle på den måde, at de er lukkede og afgrænsede, men samtidig inddrager tilskuerrummet og tilskuernes sansning.

Hotel Pro Forma er ikke postmodernistisk eller avantgarde sådan som det formodentlig blev opfattet af mange i midten af 80erne. Der er ikke tale om en dyrkelse af overfladen eller ironiens relativitet og al tings manglende betydning. Tværtimod er der tale om en modernistisk tragik og patos, en dyrkelse af formernes højtidelige, rituelle betydning og metafysik. Det er imidlertid ikke en almen metafysik eller patos, men et konkret og konstrueret mønster, som opstår gennem en remontering af virkelighedselementer (her fx dyrelyde og naturens lyde) således at der opstår et sammenstød mellem autenticitetseffekter og teatralitetseffekter. Generelt er der tale om en iscenesættelseskonstruktion, som udstiller sin egen performative tilblivelse.

Hver ny forestilling er et selvstændigt projekt som udarbejdes som et koncept ledet af Hotel Pro Forma (Kristen Dehlholm og Ralf Richardt Strøbech). Hotellet inviterer forskellige partnere: tekstforfatter, lysdesigner, musiker, performer, koreograf til at indgå i et samarbejde omkring det konkrete projekt designet til en bestemt type rum. I morgen om et år er skabt i samarbejde med den svenske gruppe The Knife, som for første gang arbejder med operagenren.

Den æstetiske Darwin

Charles Darwins hovedværk Arternes oprindelse udkom for 150 år siden og det har været en anledning for Hotel Pro Forma til en kreativ udforskning af evolutionsteorien. Darwins teori var et skelsættende led i udviklingen af moderniteten. Der er tale om et opgør med religion og myter og forestillinger om, at mennesket er skabt af en Gud og derfor indtager en særlig rolle i verdensudviklingen. Mennesket er en del af naturen og et led i naturens evolution. Mennesket er en art blandt andre i en udvikling, som er betinget af viljen til overlevelse. Udviklingen bevæger sig fra det primitive og enkle til det komplekse, hvor tidligere lag så at sige overlejres, således at evolutionen også er en tidshorisont. Dog ikke en lineær og kausal men en simultan og springende. Flere arter udvikler sig sideløbende og samtidigt forskellige steder og påvirker hinanden uden direkte berøring. Evolutionen er således både komplementær og kompleks og en form for interferens mellem arter.

Darwins teori har givet anledning til en række kontroverser. At mennesket skulle nedstamme fra aberne er naturligvis en provokation mod Biblens skabelsesberetning. Og arternes kamp har legitimeret såvel racisme som forestillinger om bestemte racers ret til herredømme. Udryddelsesprogrammer for svagere og mere primitive arter er menneskets “hjælpende hånd” til naturen. Der er således en række moralske og etiske problemstillinger i forlængelse af Darwins lære, som hvis den overføres til socialpolitik, nationalpolitik eller globalpolitik har legitimeret visse indlysende kynismer. Det er heldigvis ikke diskussionen i operaen, hvor det drejer sig om den æstetiske Darwin. Kan man overføre Darwins teori til kunstarternes “kamp” i et værk som lader forskellige kunstarter mødes? Ikke med henblik på en syntetisering eller arternes harmoni, men netop interferens og disharmoni. Her mødes opera med electronica (fusions)musik i duet og hver for sig. Forskellige dansegenrer mødes uden at skabe ensartethed men derimod interferens. Operaen møder installationen, videoprojektionen, laserstrålen og performancekunsten. Arterne har hver deres styrker men danner også hybrider.

De tre hovedroller er Mezzosopranen (Kristina Wahlin) i rød og lang højhalset kjole med statuarisk og langsomme bevægelser – i begyndelsen med en rød stok. Hun kropsliggør så at sige kunstartens prægtige, selvsikre og afbalancerede artistiske udvikling og styrke. Med fronten mod tilskuerne er hun både henvendt her og nu og distanceret, urørlig, Darwins samtidige og vores fortid. Den mandlige sanger (Jonathan Johansson) er Darwin-klædt med notesblok og blød brun jakke. Skuespilleren (Lærke Winther) er tilskuernes samtidige, som tilskuernes repræsentant betragter hun konstant udviklingen og handlingerne på scenen. Hun kropsliggør et iagttagelsesforhold på Darwin. I slutningen, som er samtidens blik på Darwin, venter hun som kvinden på stranden på Charles. Han er stadig et sted derude på rejsen med skibet.

Evolutionen ligger også i forskellige dramaturgier. Overordnet har vi historien om Darwin, der i fem år rejste ud med skibet Beagel og gjorde observationer over de arter han fandt. Det er undersøgelsens første fase som søger at skabe relationer mellem rum, objekter og billeder samt tekst. Senere optræder tabet af datteren Annie. Darwin er ikke blot subjekt i studiet af naturen, men også objekt for tab og kontingens. Darwin får udgivet sit hovedværk efter over 20 års arbejde på en syntese af undersøgelserne. På en måde minder det om Homers Odyssen, og forestillingen slutter da også med “Darwin-jegets” sammenfatning af tekst, musik og sang som gentager tidligere ord og temaer: “I morgen om et år i morgen om en million år”.

Mellem hvert et vingeslag

Af en sommerfugl

Er utallige forandringer

Gået ubemærket hen

En fårekylling gnider sine forvinger

Mod hinanden og jeg tænker

Uvilkårligt på den tid, det har taget

at danne

Bjerge fossiler

Larve lava (Libretto)

Derefter kommer den sidste solosang: den ventende kvinde på stranden, hvor jeg’et spejder ud over havet og synger en melodi fyldt med længsel og altså i modsætningen til forestillingens fragmenterede og ubestemmelige univers i en genkendelig form:

Om morgenen gik jeg ned på stranden

og spejdede ud over havet

Pludselig var jeg kun et blad

og du var en ældgammel blomst (Libretto)

Fremstillingen er dog hverken plotorienteret, karakterfremstillende eller i dramatisk forstand spændingsskabende. Det sceniske fremstillingsprincip er snarere flydende markerende og muterende. Snart er der adskilte figurer, snart er der tale om spejlinger eller spring i optik og synsvinkel. Som noget gennemgående er der tale om skift i optik. Snart ser vi det udefra og de andre forekommer teatrale som fremmede eller kunstige arter. Snart er vi så at sige i handlingen, fx i undersøgelsen eller i smerten over tabet af barnet. På den måde er tilskuerforholdet altid markeret og ekspliciteret ligesom i naturvidenskaben hvor mennesket både er i naturen og iagttager den, som om man var udenfor. Vi er både vidne til et liv og til studiet af tiden og udviklingen. Naturen er sten, sand, røg, lys, rum, transparent og uafgrænset og kvadratisk afgrænset, åbent og lukket. Naturen er performativ og relationel. Det markerer spændingen mellem forestillingens begyndelse og slutning. Det er også en spænding mellem teatralitetseffekter og autenticitetseffekter, mellem det kendte og det fremmede og ikke mindst mellemrummene mellem disse poler.Darwin er både et historisk subjekt og indføjet som en version i artens gentagelser af historien. Det er både den universelle store historie om rejsen og hjemkomsten, men det er også de æstetiske fragmenters uendelige kamp og evolution.

Forestillingen drejer sig derfor om naturens “evige” forandring og tid som fortid, samtid, fremtid: individets tid og fortællingens eller ritualets tid. Rum, objekter og personer muterer.

Den kreative evolution

Det er fristende at se Darwins evolutionsbegreb i I morgen om et år som en metafor for den kreative og æstetiske proces. Som udgangspunkt vælges nogle elementer en operadramaturgi som en formel struktur, Darwins biografi og arbejdsmåde og evolutionen som kompleks udvikling, hvor en række muligheder foreligger og hvor nogle selekteres bort, mens andre overlever og skaber sig et udviklingsrum. Men i denne selektion er der ikke tale om et regulært hierarki. Dertil kommer valg af musikere og dansere som med deres egenart skaber hver sin form for interferens. Det skaber muligheder for rumlige relationer, ting som virker ind på hinanden, polariteter, møder, udforskningen af vores verdensopfattelse. Scenen er et intelligent design, fristes man til at sige, et rum med relationer i forandringer som en form for emergens. Processen arbejder sig ikke frem til en syntese eller et reduceret mål, men snarere til en udvidelse af mulighedsrummet, en kompleksistet som ikke er tilfældig eller rent kaos men netop betinget, selekteret og besluttet. Noget har overlevet – ikke ud fra en klar kausalitet eller samtidighed men ud fra en kompleks orden som en autonom helhed.

Hvordan tjener fx påfuglehannens farvestrålende fjerdragt artens overlevelse? Den tiltrækker hunnen. Kan det æstetiske på samme måde ses som et led i menneskets overlevelse. Vi har brug for kunst som en form for sanselig stimulans i forhold til livslyst. Fx har man på det seneste påvist, at kunst kan virke som en helbredende faktor i forhold til depression. De kreative processer skaber et overskud af energi. Men det må tilføjes at processen også rummer et tab. Det er netop Darwins pointe. Datteren dør fordi hun ikke er stærk nok til at overleve. Sådan er livet både tragisk og i kontant udvikling.

“utallige former, højst skønne og højst vidunderlige”

Hotel Pro Formas muterede Darwin-opera, der med vanlig respekt for livets forunderligheder afvikles med et vist gravitetisk ceremoniel, smelter på kompleks glidende facon kronologisk organiserede episoder fra Charles Darwins liv – sørejsen på HMS Beagle, arbejdet med og udgivelsen af Arternes oprindelse hjemme på Shrewsbury og Charles og Emma Darwins tab af deres tiårige datter Annie – sammen med den historie, Darwins skelsættende værk fortæller om livets begyndelse for godt 3,6 mia. år siden og frem.

Den scenografiske installation er til en begyndelse frontalt og planparallelt organiseret med en tværstillet, “opmuret væg” og et podium, en ophængt translucent skærm og et lille rektangulært hulrum med hver deres betydningstiltrækkende evner efterhånden som tingene udvikler sig. Den grøn-sorte mur har hentet inspiration fra et videnskabeligt fluefanger-aggregat på Zoologisk Museum, men kunne også alludere til livets cellulare “byggeklodser” foruden – narrativt i Darwin-strengen – til HMS Beagles skrog med skærmens multifunktionelle membran som et sejl, der også viser sig modtageligt for håndskrevne inskriptioner og filmiske projektioner samt udvirker fladegørende silhuet-versioner og lejlighedsvise opskaleringer af aktørerne. Skærmens slørede barriere gør også, at øjesansen synes at se sig selv via oplevelsen af sin evne til at gennemtrænge og gøre synligt. Hulrummet refererer til Darwins berømte, for længst musealiserede, snævre kahyt på HMS Beagle, hvor Darwin i skikkelse af Jonathan Johansson – den ene af forestillingens tre sangere – i sin notesblok omsætter hastigt nedkradsede blyantsnotater til sammenhængende blækskrift. Dette udgør et ulmende, opalt og diffust lysfelt, der skaber et eftertænksomt og kontemplativt fokuspunkt á la James Turrels lysinstallationer. Aktørernes bevægelsesmønstre er her begrænset til frem og tilbage, op og ned og foran og bagved.

Evolutionens begyndelse markeres af en person, der med mikrospjæt og surfbræt under armen skrider hen langs scenens forkant. Disse spjæt eller ur-ticks synes at signalere de første tropismer og brownske bevægelser i urhavet, oprindelsens enigmatiske fluidum, alt livs vandige, salte alma mater, der markeres både lydligt og i form af projektioner af organiske foranderlige vandoverflader, mens surfbrættet minder én om den videre evolutionære udviklings krav om tilpasning: Surferens manøvrer blandt bølgerne er at ligne med den måde, hvorpå fiskene adaptivt formåede at interagere med havet eller fuglene med luften. Herefter markeres de stadigt mere komplekse og sofistikerede livsformers opkomst – og erkendelsen af deres sammenhænge – i scenografiske og koreografiske udviklinger og forvandlinger. Muren vendes i begyndelsen af anden akt 90 grader indefter i scenerummet og køres ud til siden, hvorefter denne evolutionens grøn-sorte boks hen mod slutningens mere aktuelle perspektiv spaltes i en åbenbaring af dens indre, blinkende mekanismer og dens to dele køres ud til siderne. Hermed iværksættes en åbning af rummets dybdedimension med antydede flugtlinier, samtidig med, at skærmen mobiliseres og slutteligt løftes. Denne rumlige udvidelse ledsages af stadigt mere dynamisk-komplekse, sammenhængende og samvirkende koreografiske mønstre, der også involverer højtstående aktiviteter som at sove med en pude under hovedet. I dette åbne rum er det nu aktørernes bevægelsesmønstre, der definerer rummet og ikke længere det omvendte. Parallelt hermed fremvises på skærmen dueartens forbløffende mangfoldighed som metafor for naturens biodiversitets-frembringende aktiviteter, men variationerne fortæller også om den menneskelige indsigts evne til at iværksætte kunstig udvælgelse.

Darwins motiv til de omfattende forskningsaktiviteter gestaltes indledningsvist som en slags romantisk (erkendelses)længselsfigur, hvor Darwins epifani på en klippeskrænt i Kent på skærmen fremmanes via en reference til C. D. Friedrichs romantiske maleri, Vandringsmand over Tågehav (1818), der efterlader en grøn laserkontur af klippeformationen. Følelsen af svimlende sublimitet foranlediges stadig af naturen, men nu i form af klodens historiske super-æon, hvis ufattelige udstrækning må få enhver indbildningskraft til at kollapse. Andet ikonografisk inventar i Friedrich-billedet som vandrestav og tågedannelser optræder i forskellige varianter forestillingen igennem: Staven fx indledningsvist i hænderne på Kristina Wahlins opera-sanger i den højhalsede, knaldrøde (flot komplementærfarve-kontrasteret til murens grønne), victorianske robe (her som en slags ceremonimester eller mystagog, senere får hun funktion af at være Emma Darwin), tåge(havet) bl.a. i forbindelse med Darwins eksperimenter i forhold til kapsler, bælge og frøs eventuelle transoceaniske rejser. I klippe-sekvensen synes tilskueren også at blive indfoldet i projektet via Lærke Winter – den tredje af sangerne, der synes at repræsentere beskueren som en nutidig fascineret observatør – og hendes mimetiske fordobling af Darwins forvredent overvældede, tilbagelænede sorte silhuet-positur på klinten.

Den begyndende erkendelse af evolutionens overvældende og gådefulde kompleksitet og logik og dermed på sæt og vis af menneskets intethed i forhold til den biologiske udviklings afklarede ligegyldighed og forudsigelige vilkårlighed rører dog ikke ved, at individet og dets ultrakorte livsløb immervæk udgør et lille affektivt univers, hvor håb og drømme veksler med tab, sorg og smerte, som det med veltempereret patos og på baggrund af konstruktionsgitteret i Darwins drivhus anskueliggøres, da datteren Annie bliver offer for den “naturlige udvælgelse” til forældrenes fortvivlelse.

Charles Darwin afslutter sin Arternes Oprindelse med et lidt atypisk lyrisk crescendo: “Der er storhed i det syn på livet (…) at utallige former, højst skønne og højst vidunderlige, mens denne vores klode har rullet rundt efter tyngdens tvingende lov, har udviklet sig fra en simpel begyndelse og stadig udvikler sig.” Dette synes grundlæggende også at være I morgen om et års holdning til evolutionen. I forestillingens coda, hvor det grønne, laserkonturerede bjerg-tegn og surfboard’et vender tilbage, består Den Store Undren over indfældetheden i den evolutionære udviklings mægtige og svært fattelige kræfter iblandet en vis sorg over menneskelivets nanosekund som indkapslet i librettoens nærmest popmusikalske slutnummer, “Højsommer”:

Om morgenen gik jeg ned på stranden

og spejdede ud over havet

Pludselig var jeg kun et blad

og du var en ældgammel blomst (…)

Hvordan går det med Charles

Jeg har ikke hørt fra ham i umindelige tider

Tiden går så hurtigt og pludselig er der gået/tusind år (Libretto).

Lyden af tiden, livet og verden

Et Gesamtkunstwerk i forlængelse af Wagners musikdrama må i overensstemmelse med Wagners ideer være grundlagt på hans hovedprincip: dramaet skal foregå i “orkestret” eller i musikken. Resten – tekst/lyrik, billeder, bevægelse og scenografi – skal indordne sig det musikalsk-dramatiske, og der må ikke være “stop” i musikken eller mellem “sangnumre”: det skal være een sammenhængende, uendelig orkestermelodi – lig verdens uendelige “melodi”.

Dette princip holder stik i Hotel ProFormas nye forestilling, som meget præcist benævnes som en electro opera eller en ny opera art (specie). Igen bearbejder HPF et gammel kunst “specie” – operaen som genre har allerede rundet mindst de 500 år – sådan som det skete med  “billed”-operaen Operation Orfeo (1993). Men denne gang er der mere ryk i og tryk på tid, rum og komposition. Opera artens forandring er nu ikke alene proforma, men også substantiel og tematisk i operaen om Darwin. Det vendes der tilbage til om lidt.

Den amerikanske filosofiprofessor Don Ihde, hvis speciale er relationen og interaktionen mellem krop og teknologi og som især er kendt inden for informations- og medievidenskaben, har i 2007 genudgivet en revideret version af sin bog Listening and Voice. Phenomenologies of Sound (opr. Udg.1976), hvori han fremskriver fænomenologier for vores auditive perception, oplevelse og erfaring af verden. Don Ihde´s fænomenologier tager afsæt i Husserl og Heidegger, og deres styrke er dels en konsistent metodologi (fra Husserl: felt, fokus, form og horisont i vores lytning; lydens dobbelte karakter som både retningsbestemt og som omgivende os), dels en konsekvent udvikling af en auditiv diskurs gennem brug af auditive metaforer, hvilket han henter hos Heidegger. Don Ihde´s begreb om “voice” er særdeles bredt: alle verdens ting – dyr, natur, artefakter, Gud og mennesker har eller får lyd, når de bliver sat i bevægelse – af mennesker eller af naturen – og i den forstand har de en “stemme” – mennesket både en indre og en ydre – gennem hvilken vi lyttende kan opleve og erfare tingenes overflade, form, materialitet og indre.

I morgen om et år gennemspiller arternes tid og forandring over tid og i rum, men dette foregår stærkt kondenseret og derfor i sammenviklede samtidigheder, som netop lyd og musik i særlig grad kan gestalte. Lyden af historisk tid gestaltes i form af en historisk musik- og stemme tradition, nemlig den “operasyngende” mezzosopran, en moderne musikstemme i form af den mandlige “pop”sanger og endelig af en almindeligt syngende performer. Disse tre stemme-specier synger ind i en gevaldig “orkester”lyd genereret og afspillet digitalt-elektronisk (elektroakustisk) bl.a. med optagede naturlyde som materiale og i en stil- og tidsmæssig kaotisk, støjende sammensathed og polyfoni, som destingverer sig fra hvad vi nogensinde før har hørt. Til andre tider samler det orkestrale soundspace sig i store harmoniske klange, i minimalistisk enkle, unisone figurationer eller i stærkt inciterende og tunge (olie)tromme- og percussion beats. Det er vanskeligt at overhøre lyden af tidslige lag, af forandringer og diversitet – eller af sammensathed, proces og dynamik. Det er “nie erhörte Klänge” der lyder som selve verdens skabende puls, rytme, orden og kaos, og som i ganske få i-øre-springende undtagelser samles, “harmoniseres” og træder frem som det levendes hemmelige og flerstemmige “skønsang” eller simpelthen som et musikalsk hit. Det sker fx når de tre stemmer synger sammen og flerstemmigt, men også i det afsluttende nummer: “Hvordan går det med Charles? Jeg har ikke hørt fra ham i umindelige tider”, lyder refrænet i det afsluttende hit – med senmoderne og underdrevet henkastethed.

Det hele lyder som en meget tydelig analogi til Darwins studier og teorier om arternes oprindelse, udvikling og evige, men rykvise forandringer over tid. Opera artens forandring er altså tematisk begrundet samtidig med at den indfrier det gamle musikæstetiske krav om evig originalitet og fornyelse, om “nie erhörte Klänge”.

Der er ingen tvivl om, hvor det lydlige fokus i forestillingen er: den rødklædte, statuariske mezzosopran er visuelt og auditivt et lysende fokus, hendes overtonerige, “lysende” stemmeklang og klassiske syngemåde er umulig at overhøre eller lytte forbi. Den høres som en særligt nærværende og insisterende figur i det store og voldsomme lydbillede, uanset om hun er synlig på scenen eller ej. Hendes kraftige og komprimerede kunststemme stikker ud som figur og kan i kraft af dens egne klanglige, men også forstærkede volumen sagtens hamle op med “orkester”lydens evige og støjende stemme: melodi, klang, puls og rytme samlet i et soundspace, som det meste af tiden ligger i et relativt kraftigt forstærket, næsten taktilt virkende lydniveau. Anderledes er det med de to andre stemmer, som i højere grad maskeres og integreres som “instrumentstemmer” i det store “orkestrale” soundspace, hvilket samtidig svækker deres fysisk kropslige nærvær (som mennesker) i rummet.

I løbet og især i sidste del af I morgen om et år kan der ske det forunderlige, at denne uendelige lydstrøm – skønt særdeles ekspressiv, stor og heftig og med markante udtryks- og sceneskift – får en suggererende, men også en hypnotiserende, nærmest søvndyssende effekt. Det er som om den stærke lydlige oplevelse af en skjult, genetisk verden af evige processer lukker så meget op for vores indre forestillinger, at øjnene begynder at lukke i over for de mange og vanvittigt flotte begivenheder på scenen. Det sædvanligvis logiske menings- og betydningsskabende overdøves af det virtuelle og lydligt forestillede, dvs. af tilskuerens egen imaginære aktivitet via lytningen til de fysiske menneskelige stemmer og de mange andre “stemmer” i det store lydbillede. Trangen til at lukke øjnene og glide helt væk og ind i lyden og musikken bliver næsten ikke til at styre.

Således ender “dramaet” næsten hvor det hører hjemme ifølge Wagner: i musikken og i den “evige orkestermelodi”, men eftersom Hotel ProForma har meget mere teknologi, laserlys og hokus pokus til sin rådighed end Wagner havde, lykkes det for tilskueren at holde øjnene åbne for visualiseringerne på scenen (hvilket ikke altid lykkes under Wagners musikdramaer!), som oven i købet til stadighed parafraserer og styrker dramaet om ryk, breaks, puls, rytmer, tider, forandringer og former – tilsammen indlejret i The Knife´s store “verdenspuls” og dens evige “orkestermelodi”. Nu med støj, scratch, beats, breaks og soundscapes komponeret sammet i et heterogent soundspace.

I øvrigt begyndte dramaet også der: med lyden som drone og “grundtone” længe før scenetæppet gik op.

Forfatterne er alle ansat ved Institut for Æstetisk Fag, Aarhus Universitet.

Del med andre

Comments are closed.